Det er et sprængfarligt emne at diskutere Forsoningskommissionens mandat, men jeg vil gøre et forsøg alligevel, da jeg faktisk tror der kan være værdi i dette arbejde, HVIS det bliver med udgangspunkt i en fornuftig ramme.
Forsoningskommission - selve klangen er lidt negativ og får stærke følelser frem i næsten alle jeg snakker med. Nogle positiv - andre negativt.
Jeg vælger at se på dette initiativ, som noget der KAN bidrage til en positiv samfundsudvikling hvis bare det bliver med et konstruktivt fokus. En måde at angribe arbejdet omkring en kommission er at beskrive meget klart HVAD der skal undersøges - også kaldet et arbejdskommisorium. Omfanget og indholdet af denne arbejdsramme skaber udgangspunktet for om det kan blive en succes eller ej.
Jeg kunne tænke mig at SAMMENHÆNGSKRAFT var et væsentligt tema for Forsoningskommissionen. Altså noget der peger FREMAD og ikke kun bagud. Jeg ønsker mig at der fokuseres på hvordan du og jeg sammen kan øge de kræfter, der får os til at arbejde sammen - og ikke i hver sin retning. Igen er jeg tilbage ved en af mine tidligere blogs om at få flere brobyggere og færre grøftegravere. Fortæl mig HVAD for et samfund du gerne vil have - og lad være med at bruge så mange kræfter på hvad du IKKE vil have.
En anden ting som jeg godt kunne tænke mig er en meget actionorienteret rapport. Altså konkrete anbefalinger om HVILKE tiltag der skal gennemføres, og hvad det kræver af ressourcer - i PRIORITERET rækkefølge. Altså hvad kommer først?
Så skal der sættes økonomi på, så vores politikere kan vise tydeligt hvad de prioriterer af indsatser. Ikke tom snak, men konkrete handlinger. Og noget som de tør stå på mål for.
Jeg blev glad, da jeg så at Mari Hardenberg er blevet ansvarlig for selve Forsoningskommissionens arbejde. Mari har en lang og krævende uddannelsesbaggrund i arkæologi og med indsigt i antropologi. Jeg tror hun får behov for indsigt i den menneskelige natur og kultur for at kunne balancere dette vanskelige arbejde. Personligt mener jeg at vi ALLE bør bakke op om dette initiativ, så det får en retning, der er fremadskuende og ikke for meget bagudskuende.
Hvad er dit perspektiv på dette emne, der vækker så stærke følelser?