Vi bor på verdens største Ø, der strækker sig lige så langt som fra Tromsø i Nordnorge til Rom i Italien. Samtidig er vi en af verdens mindste befolkninger - kun 56.000 mennesker, hvilket gør vores infrastruktur til en af de helt store udfordringer på rigtigt mange områder. Til transport af mennesker via fly og skib, til transport af varer, til forsyning af el, vand og varme - samt ikke mindst kommunikationsmidler. Netop på grund af vores store afstande og spredte befolkning, så er det essentielt at infrastrukturen kan kompensere for de store afstande. Her ligner vi måske mere Norge - end Island og Færøyene, hvor befolkningen er mere koncentreret på et mindre område. Til gengæld har vi hverken pengene til at bygge veje og tunneller langs vores vidstrakte kyst. Ergo må vi tænke anderledes, hvis det skal give mening at opretholde en så spredt befolkning. En af løsningerne er en solid kommunikationsinfrastruktur, hvor Grønland på mange måder kan leve op til rigtigt mange af de lande vi sammenligner os med - også selv om priserne er højere.
Når det gælder den fysiske transport, så er det straks værre. Det bliver aldrig billigt at transportere en person til og fra en bygd med enten skib eller fly. Og det bliver aldrig billigt at transportere folk fra Nanortalik i syd til Qaanaaq i nord. Alene udgifterne til lufthavnenes drift og de meget få passagerer gør det til en næsten umulig opgave at skabe priser, som den almindelige borger har råd til at betale. Så der skal tænkes langsigtet - meget langsigtet, når der bliver diskuteret lufthavne og anden central infrastruktur som havneanlæg etc. Faktisk så er vi nødt til at spørge os selv om der skal være specielt lange servicekontrakter på trafikområdet, så operatøren(e) kan planlægge flyflådeindkøb meget langt ud i fremtiden. Som det er idag, hvor servicekontrakterne på flyområdet stort set genforhandles hvert andet år, så bliver det ved med at være både dyrere, dårligere - og vanskeligere at planlægge regional udvikling udfra. Jeg har ikke en endelig løsning på hvad der skal bygges hvor, men et konkret koncept kunne være at enes om ikke at ændre noget som helst i en ti-årig periode, men til gengæld indgå langsigtede servicekontrakter som skal tilpasses efter 5 år. En måde at sikre de operatører, der skal byde på servicekontrakterne mulighed for at udskifte deres materiel og turde foretage investeringerne langsigtet. Bare et konkret bud på et tiltag på infrastruktur-området. Og nej, vi behøver ikke genopfinde den dybe tallerken. Der ligger et ganske udemærket stykke arbejde fra en Transportkommission, som man kan starte med at børste støvet af........
